Tag-arkiv: hakket kød

Ragú bolognese / kødsovs i slowcooker

Det er vist noget med, at pasta med kødsovs er den mest populære ret for danske børnefamilier. Og der findes givet mange tusinde forskellige opskrifter, som kræver mere eller mindre arbejde og opfindsomhed.

De tager dog alle udgangspunkt den klassiske italienske ragú bolognese, eller sauce bolognese, altså sovs fra Bologna. Og det er da også denne sauce, som vi her tager udgangspunkt i. Følger du de generelle råd, så kan du dog sagtens lave din egen kødsovs på slowcooker.

Ingredienser

Mire poix
Mire poix – eller sofrito – er hakket løg, gulerod og selleri. Her er billedet dog taget inden sellerien er tilføjet.

Mirepoix eller sofrito, dvs. 100 gram løg, 100 gram gulerod og 100 gram selleri. Alle tre dele finthakkes, gerne på foodprocessor. Vær ikke bange for, at børnene ikke kan lide selleri. Får det længe nok i slowcookeren, og sørger du for at hakke det fint nok, så giver det blot smag og kraft – uden hverken børn eller voksne vrænger på næsen. Smid også gerne et par fed hakkede hvidløg i mixen.

Når det kommer til kød sværger de fleste danskere til 100 pct. hakket oksekød. Skal man gøre det klassisk italiensk, så skal man dog vælge halvt okse og halvt svinekød. I denne opskrift bruger vi 500 gram af hver. Men i alt skal du altså have 1 kg. hakket kød. Husk, fedtprocenten skal helst ikke under 10-12 pct. Faktisk gerne lidt højere.

1-2 dåser hakkede, flåede tomater (mindst en, men to er der plads til i slowcookeren)

1 lille dåse tomatpuré/tomatpasta

3 dl rødvin

evt. 2 dl mælk

Krydderier: salt, peber, timian, gastrique (eddike+sukker)

Fremgangsmåde

Begyndt med at hakke grøntsagerne til mirepoix’en. Brug gerne foodprocessor.

Hvis du har god tid, så brun grøntsagerne på en pande ved høj temperatur. Rør godt rundt over overfør dem til slowcookeren. Det er ikke afgørende, at grøntsagerne brunes af, men det giver en dybere smag.

Det er dog helt afgørende, at du herefter bruner kødet. Det er ofte hér, de fleste springer over hvor gærdet er lavest. Hakket kød til saucer skal brunes langt mere end de fleste tror og på højere temperatur. Brug lidt olie på panden og brun indtil al væske er fordamet og kødet falder fra hinanden og får en tydelig mørk stegeskorpe. Sørg for ikke at smide alt kødet på panden på en gang. Så koger kødet og steger ikke. Det smager ikke godt. Brun det lidt ad gangen og hæld det løbende over i slowcookeren til grøntsagerne.

Ragú bolognese i slowcookerHæld alle ingredienser i slowcookeren og rør lidt rundt. Sæt den på low i mindst seks timer. Herefter smager du til og checker, om den skal have mere tid. Hvis der er for meget væske (bolognese skal faktisk være ret tykt), så kan du evt. give den sidste 1-1,5 time på high med låget halvt lagt på (sæt gerne slowcookeren under emhætten her).

Hvis der er for lidt væske, så hæld lidt mere vin eller vand på. Men vær obs på, at der helst ikke skal være for meget.

Det er en oplagt ret at lave på en stille weekenddag, og samtidig kan man fylde fryseren op. Her er et trick blot at bruge een dåse tomater, men så tilsætte en halv til hel dåse, når man tager det op af fryseren.

Saucen serveres klassisk med spaghetti eller anden pasta, men kan også let bruges i fx en lasagne.