Fond i slowcooker

20140403-232414.jpg

Fond er basis for meget mad, men det er besværligt at koge og tager lang tid, hvis man skal gøre det godt.

Det gør sig slet ikke gældende med en slowcooker. Her bringer vi opskriften på en simpel hverdags-fond baseret på kylling, som man altid kan have i køleskabet eller fryseren.

Ingredienser:
2 løg
2-3 fed hvidløg
3 gulerødder
2 stængler selleri
En lille dusk persille
2 laurbærblad
3-4 kyllingelår og/eller ben fra 1-2 kyllinger
10 hele, sorte peberkorn
Evt. en persillerod

Forberedelse:
Alle grøntsagerne skylles og skæres i mindre stykker. Grøntsagerne lægges i bunden af slowcookeren og kyllingelår (og evt. kyllingeben) lægges ovenpå. Der fyldes op med vand, så alt lige akkurat er dækket. Husk, vandet må ikke gå op til kanten af slowcookeren, men skal være mindst et par cm. under kanten.

Slowcooker:
Fond kan næsten ikke koge for længe, men hvis du gerne vil bruge kødet til fx kylling i karry eller høns i asparges, så tage kødet op efter nogle timer. Herefter piller du kødet af benene og smider ben (og skind mv.) ned i slowcookeren og fortsætter med at koge videre. Du har en god fond efter 6-8 timer på low, men kan også forcere processen ved at starte på high og måske være færdig på 5-6 timer. Men det tager tid at få saft og kraft ud af ben og kød, til gengæld skal du hverken skumme bekymre dig om, hvorvidt det brænder på i processen.

Efter-behandling:
Når din fond er færdig i slowcookeren hælder du den gennem en si/dørslag, gerne beklædt med ostelærred el. lign. På den måde filtreres alle rester af kød og grøntsager effektivt fra. Smid dem ud. De kan ikke bruges til noget som helst. Alt det gode er kogt ud og ligger nu i din fond.

Der er en del fedt i fonden nu. Den letteste måde at fjerne dette er at sætte fonden i en skål med låg i køleskabet i en dags tid. Fedtet vil så have samlet sig på toppen og kan let skrabes af med en ske. Normalt er fonden gelé-agtig i konstistens, når den er kølet af. Det gør det lettere at håndtere og fx hælde på frostposter og smide i fryseren. Det kan også holde sig pænt længe (mindst en uge) i køleskabet i en lukket beholder.

Tip:
* Du kan ofte i supermarkedets frysedisk finde suppeurter på frost. De er glimrende. En halv pose i bunden af slowcookeren og så nogle kyllingelår ovenpå, dæk med vand, låg på slowcookeren og ca. 8 timer på low. Så er du også kørende.

* Når du spiser kylling, så smid ikke ben og skind ud. Læg det i en tupperware-box i fryseren. Når du således har gemt to-tre kyllingeskrog, så har du fundamentet for en glimrende fond. Fyld blot op med de grøntsager, du har og krydderier.