Kategoriarkiv: Opskrift

Oksehale-ragù i slowcooker

Oksehale-ragu

Oksehale-ragù i slowcooker
Oksehale-ragù tilberedt i slowcooker serveret på frisk pasta
Oksehaler er desværre et sjældent syn i supermarkedernes kølediske, men er du heldig at kende en god slagter eller falde over dem, så tøv ikke med at købe dem. I en slowcooker bliver de både velsmagende og lækre.

I Danmark bruger vi dem ofte til oksehale-suppe, men her er det en italiensk inspireret ragù, som passer godt til pasta, fx tagliatelle eller parpadelle.

Retten egner sig fortrinligt til at blive sat over om morgenen og være færdig om aftenen. Men den bliver næsten endnu bedre, hvis du først spiser, når den har været i køleskabet natten over.

Ingredienser
1 kg. oksehaler, i stykker, afpudset for større klumper fedt
3 stængler bleg-selleri, hakket
2 gulerødder, hakket
2 løg, hakket
2 fed hvidløg
2 dåser hakkede, flåede tomater
3-4 dl rødvin
2 dl. oksefond (eller terning/koncentrat)
2 laurbærblade
salt og peber
hvedemel
smør og olie
evt. soya-sauce og fish sauce (et par skefulde af hver)

Fremgangsmåde
Hvis din oksehale er hel, så skal den deles op i stykker. Det er lettest at få slagteren til at gøre det, men ellers skal de skæres over ved leddene.

Herefter vendes hvert stykke i hvedemel, der er krydret med salt og peber. Stykkerne skal blot dækkes til og rystes af.

I en pande varmes smør og olie op til det ryger, og hver oksehale steges på alle sider i kort tid, så der kommer stegeskorpe på. Stykkerne lægges i slowcookeren.

Grøntsagerne hakkes relativt fint og hældes i slowcookeren. Det samme gør laurbærblade og der krydres med salt og peber. Herefter hældes tomaterne på og der tilsættes fond. Hvis du ønsker at bruge soyasauce og/eller fishsauce, så tilsættes det nu. Disse to ting giver dybde i smagen, men kan sagtens udelades.

Nu hælder du rødvin over indtil både grøntsager og oksehaler er dækket helt til. Men heller ikke mere. I modsætning til traditionel tilberedning, så koger hverken vin eller fond jo ind.

Slowcookeren sættes på low, og der får den lov til at stå i mindst 8 timer, gerne 10-12 timer.

Sluk slowcookeren, tag forsigtigt oksehalerne op. Pas på, de er meget møre og kødet falder let af benene. Det er vigtigt at få alt kødet op. Tag også gerne laurbærbladene op (smides ud).

Lad slowcookeren stå og falde til ro. Det gør det muligt at opsamle fedt fra toppen af saucen med en ske.

Herefter kan du vælge at purére saucen med en stavblender. Det er dog ikke nødvendigt, men giver en pæn sauce. Er du mere til det rustikke, så lader du være.

Saucen burde være tyknet af melet, men du kan vælge at hælde den over i en gryde og koge den mere ind.

Når oksehalerne er kølet en smule af, så skal du pille kødet af benene. Der er stadig en del fedt og bindevæv, og det skal ikke med. Det er kun det rene kød, som pilles af halerne. Læg det i en skål.

Hvis der er meget sauce tilbage, så tag noget fra og kom det i en gryde på mellem varme. Her kommer du kødet op i. Smag

Det er vigtigt, at kødet spiller hovedrollen i ragùen. Det er ikke en tomatsauce med lidt kød, men kød med en smule tomatsauce. Ganske som en god bolognese.

Serveres ovenpå pasta med rigeligt med revet parmesan.

Kylling i hvidløg/honning

Det skal du bruge:

  • 4-5 kyllingebryster
  • 1-2 dl soya-sauce*
  • 2 dl ketchup
  • 1 dl honning, flydede
  • 3 fed hvidløg, presset eller fint-hakket
  • 1 tsk. fuld tørret basilikum

Sådan gør du:

Læg kyllingebrysterne i bunden af slowcookeren.

Rør soya-sauce, ketchup, honning, hvidløg og basilikum sammen i en skål og hæld det over kyllingen.

Læg låget på.

Tilslut slowcookeren til strøm og sæt den på LOW. Vent 6-8 timer.

Når tiden er gået, så kyllingen op stille og roligt. Den er meget mør. Kan evt. tilsmages med salt og peber, men pas på – soyaen burde være rigeligt med salt.

Tips:

Serveres gerne med ris og grønt. Du kan pynte med lidt sesamfrø ovenpå kyllingen.

Du kan bruge kyllingen i fx sandwiches el. lign. Så skal du bare trække kyllingekødet fra hinanden – gerne mens det ligger i saucen.

Du kan godt bruge kyllingelår til denne ret. Så skal den nok have 8 timer i hvert fald. Bryster kan klare sig med seks timer.

* Soya kan have forskelligt indhold af salte – sodium – og til denne ret er det en god idé at bruge en soya med lavt sodium-indhold. Ellers kan du reducere mængden eller fortynde det med vand, så du bruger 1 dl soya og 1 dl vand.

 

Kylling med kartofler og grønt – i en lækker honning/soya-sauce. Og så tilmed vist i en hurtig animeret gif 🙂

Posted by Slowcooker.dk on Tuesday, January 26, 2016

Brød i slowcooker

Brød i slowcookerDet lyder måske helt tosset, men det er faktisk muligt at lave brød i sin slowcooker.

En slowcooker når en top-temperatur omkring 90-95 grader (men aldrig i nærheden af 100 grader), og det er cirka samme temperatur, som et brød skal have i midten, når det er færdigbagt.

Samtidig varmes en slowcooker så langsomt op, at man kan undgå af forhæve dejen. Man kan altså let lave en dej og smide den direkte i slowcookeren og tænde for dem. Sætter du den på high, tager det et par timer – på low tager det en time eller 1,5 længere.

Det er ikke alle opskrifter, der kan bruges, og det kan meget vel tænkes, at man skal eksperimentere lidt, før man får det helt på plads.

Pga. kondensvandet, der dannes på undersiden af glaslåget, drypper ned på brødet, så bliver oversiden af skorpen blød, og det kan derfor være en rigtig god idé at give brødet en tur under grillen i ca. 3-5 minutter, så det får en fin skorpe hele vejen rundt.

Ingredienser

  • 25 g smør
  • 1⁄4 liter mælk
  • 1 dl ymer eller hvid yoghurt
  • 25 g gær
  • 1 æg
  • 2-3 tsk groft salt
  • 1 tsk sukker
  • 100 g knækkede hvedekerner (ca. 1 1⁄2 dl)
  • 550 g hvedemel (ca. 9 dl)

Fremgangsmåde

Læg et stykke bagepapir i slowcookeren, så den er rimeligt foret. Dejen skal helst ikke røre ved kanten direkte. Du kan også vælge at bruge en silikoneform, hvis du har en, der kan være i slowcooker-indsatsen.

Smelt smørret i en gryde og tilsæt mælken samt ymer. Rør godt rundt og rør gæren ud heri.

Tilsæt æg , salt og sukker og rør godt rundt.

Tilsæt kerner og mel og ælt det godt igennem. Hvis du bruger maskine, så ælt det mindst 4-5 minutter, i hånden mindst 10 minutter.

Form dejen til en kugle, og placer den på bagepapiret (eller i formen) i slowcookeren. Læg låget på.

Tænd slowcookeren på HIGH.

Bag brødet i ca. 2 timer og kig til brødet. Hvis du har et digitalt “instant read”-termometer, så brug det til at måle temperaturen midt i brødet. Det skal være op mod 98 grader, men 94-95 grader er også okay. Det er vigtigt, at midten ikke er klæg, og en halv time er sjældent et problem, hvorimod en halv time for lidt, kan betyde, at du får et klægt brød.

Tips og tricks

Du kan også bruge såkaldte “no nead”-deje, som fx kvalimad.dk’s “Verdens bedste brød” i slowcookeren. Der findes også flere brødblandinger, som let kan bruges direkte i slowcookeren. Rugbrød har vi ikke prøvet (endnu).

Du kan også tilføje krydderurter eller andre kerner, hvis du foretrækker det.

This slideshow requires JavaScript.

Bagte kartofler i slowcooker

Bagte kartofler i slowcooker
Bagte kartofler i slowcooker

Bagte kartofler fungerer fint både som en primær ret og som tilbehør. Du kan variere fyld alt efter, hvad man har lyst til og hvad det passer til. Og med en slowcooker kan man let tilberede kartoflerne, mens man laver andet i ovnen.

Risikoen for, at de får for meget er lille – kartoflerne er meget tilgivende.

Du kan lave lige så mange kartofler, som du kan få plads til i din slowcooker.

Fremgangsmåde

Vask dine kartofler grundigt. Især hvis du har tænkt dig at spise skrællen. Kartofler kommer fra jorden, og selvom de måske ser rene ud, så giv dem en ordentlig omgang med masser af vand og gerne en børste.

Pak hver kartoffel ind i sølvpapir/staniol. Inden du lukker helt, så kan du hælde en smule salt ned i pakken. Det giver skrællen en god smag. Har du ikke tænkt dig at spise skrællen, så lad bare være.

Læg kartoflerne i slowcookeren.

Tænd slowcookeren på low og giv dem ca. 6 timer. Hvis de får 7 eller 8, så gør det sjældent noget. Især hvis de er meget store. Har du ikke så lang tid, så giv dem fire timer på HIGH.

Tag kartoflerne op og pak dem ud. Serveres med fx krydret smør eller creme fraiche.

 

Bøf stroganoff i slowcooker

Bøf stroganoff i slowcooker
Bøf stroganoff i slowcooker med pasta og grønt

Bøf stroganoff er en klassisk gryderet, der både kan smage helt fantastisk … og det stik modsatte. Det kræver nemlig lidt arbejde at få den klassiske smag frem – til gengæld kan man lette arbejdet end del ved at bruge en slowcooker.

Denne opskrift er en af de mere avancerede, da det kræver, at man forbereder tingene og bruner en del af. Det gør vi for at få smag frem. Samtidig bruger vi et par små snydetricks, som øger smagsoplevelsen markant. Disse tricks kan også bruges i andre gryderetter.

Ingredienser

  • Champignons, 500 gram, skåret i mindre stykker
  • Porcini-svampe eller andre mindre svampe, ca. 100 gram
  • 3 løg, hakket fint
  • 2 små dåser tomatpasta
  • 6 fed hvidløg
  • Frisk eller tørret timian
  • Paprika, tørret
  • Mel, ca. 50 gram
  • 3 dl kyllingefond (fx slowcooker-fond)
  • 1 dl tør hvidvin
  • 1 dl soya-sauce
  • 2-3 laurbærblade
  • 2 kg oksekød i tern, fx oksebov. Helst ikke for mørt kød.
  • 1 dl creme fraiche
  • 2 tsk. Dijon-sennep eller andre sennep
  • Salt og peber
  • Olie

Fremgangsmåde

En pande, gerne en sauterpande, sættes over mellemvarme med lidt olie. Hæld champignons i og krydr med salt. Læg låg over indtil svampene er bløde, ca. 5 minutter. Fjern låget og kog videre indtil svampene er tørre og brunede. Det tager ca. 5-10 minutter. Hæld svampene i slowcookeren.

Hæld lidt mere olie på panden og kom derefter løg, tomatpasta, hvidløg, svampe og timian på. Rør godt rundt og steg indtil løgene er blevet bløde og gennemsigtige. Kan være svært at se – men pas på, at det ikke brænder på. Det tager ca. 8-10 minutter. Kom lidt mel ved og rør godt rundt i ca. 1 minut. Rør langsomt fond i og brug en træspartel til at frigøre alle de fastbrændte ting på bunden af panden. Her sidder masser af smag. Hæld over i slowcookeren.

Hæld vin, kyllingefond, soyasauce, paprika og laurbærblade i slowcookeren. Rør lidt rundt. Hæld salt og peber over kødet og hæld det i slowcookeren. Kødet skal ikke brunes af, men hvis du har god tid, så giver det naturligvis en ekstra god smagsdimension.

Læg låg på slowcookeren og sæt den på LOW i ca. 9-11 timer eller HIGH i 5-7 timer.

Når tiden er gået slukker du slowcookeren, fjerner låget og lader den stå i ca. 5 minutter for at falde til ro. Her vil fedtet samle sig på overfladen, og det kan let fjernes med en ske. Fjern også laurbærbladene.

I en skål blander du ca. 1 dl af saucen (uden kød) fra slowcookeren med creme fraiche og sennep. Det sikrer, at blandingen har den rette temperatur og at det ikke skiller, når du rører det ind i saucen. Rør denne blanding af sovs og creme fraiche/sennep ind i hele saucen stille og roligt. Det tykner saucen. Hvis saucen er for tyk, så kan du tilføje lidt varm fond.

Serveres med fx pasta, ris, brød eller kartoffelmos.

Tips og tricks

Tingene kan klargøres aftenen før og så blot samles i slowcookeren om morgenen. Det fungerer fint og alt undtagen kødet kan sagtens hældes i en beholder i køleskabet.

Du behøver ikke bruge to forskellige slags svampe, og hvis du ikke bryder dig om store stykker svampe, så skær dem gerne i mindre stykker. De store stykker svampe gør det dog lettere at fjerne dem for dem, der ikke elsker svampe.

Vi vælger ikke at brune kødet, men tilføjer i stedet soyasauce. Bruningen af kødet giver den såkaldte maillard-reaktion som giver dyb smag af kød i en gryderet. Soyasaucen virker som en smagsforstærker, og kan med fordel tilsættes gryderetter, hvor man ikke bruner kødet.

Melet skal brunes af for ikke at give mel-afsmag til saucen. Brug tiden, det kræver, for at få den bedst mulige smag.

Har du ikke fond i fryseren, så brun en terning eller lign. Pas på med at tilføje for meget væske dog.

Du kan lave retten med fx kalkun i stedet for oksekød. Her skal du dog være obs på, at kødet er langt mere mørt og derfor næppe har godt af 11 timers tilberedningstid. Hold øje de første gang, du laver den.

Hvis du vil give lidt stærkere smag, så prøv at tilføje lidt chili eller cayennepeber. Men pas på – der kommer også smag fra sennepen.

Saucen kan tilsmages med qastrique, altså eddike og sukker kogt sammen (1:1). Det kan især være brugbart, hvis du ikke har hvidvin i retten.

Kartoffelmos i slowcooker

Kartoffelmos i slowcooker

Kartoffelmos i slowcooker
Kartoffelmos i slowcooker

Kartoffelmos er populært tilbehør og passer ofte til retter tilberedt i en slowcooker. Så hvis du har slowcooker-mad i fryseren, hvad er så mere oplagt end at bruge slowcookeren til at lave tilbehøret?

Du kan naturligvis tilpasse opskriften, så den matcher dine ønsker – fremgangsmåden er den samme.

  • 2,5 kg bagekartofler
  • 2-3 fed hvidløg, presset
  • salt
  • peber
  • mælk eller fløde, ca. 3-4 dl.
  • smør, ca. 50-100 gram

Fremgangsmåde
Hvis du ikke ønske kartoffelskrællen i din kartoffelmos skal de skrælles. Er kartoflerne store, så skær dem ud i mindre stykker på ca. 3 cm. I hvert fald hvis du ønsker at køre på HIGH – jo større stykker, desto længere tid tager det.

Læg kartoffelstykkerne i slowcookeren, pres hvidløg og fordel løst rundt i over kartoflerne. Hvidløg kan naturligvis udelades. Hæld salt og peber over.

Hæld mælk over. Til 2,5 kg kartofler skal du ikke bruge særligt meget mælk, ca. 3-4 dl.

Tænd for slowcookeren. De vil være færdige efter ca. 4-5 timer på HIGH, og et par timer yderligere på LOW.

Smelt smøret.

Varm ca. 2-3 dl mælk op i en gryde (hvis du ønsker at bruge fløde, så kan du også bruge det).

Der vil være noget mælk, der er karameliseret og blevet brunt. Det smager udmærket, men hvis du ikke ønsker brune pletter i din mos, så fjern det med en spiseske.

Mos kartoflerne. Det kan gøres med en klassisk kartoffelmoser eller med en elpisker direkte i slowcookeren. Kartoflerne er også så møre, at de kan moses groft med en stor grydeske.

Tilføj smør og rør godt rundt. Gør det samme med mælk/fløde. Det kan virke ret flydende i begyndelsen, men det opsuger væsken.

Smag til med salt og peber – eller måske revet muskatnød.

Tips

Hvis du ikke ønsker at bruge mælkeprodukter, kan du fx bruge kyllingefond i stedet.

Du kan også tilføje andre rodfrugter, hvis du ønsker det. Her er det dog vigtigt at holde øje med, at ikke bliver kogt for meget ud. Prøv dig evt. frem for at se, om dine foretrukne rodfrugter skal være med hele vejen eller måske først tilsættes efter et par timer.

Kylling Tikka Masala

Kylling tikka masala i slowcooker
Kylling tikka masala med ris og naan-brød

Indisk mad er populært, og mange retter er utroligt lette at lave i slowcookeren. Dog kræver de ofte lidt flere ingredienser, især fra krydderihylden.

Her har vi fat i en klassiker, Kylling Tikka Masala

Ingredienser

  • Et kg. kyllingebryster, uden ben
  • 1 stort løg, hakket fint
  • 5 fed hvidløg, hakket fint
  • 1 tsk. ingefær, fint revet
  • 1 dåse tomat-puré
  • 4 dl hvid yoghurt (gerne sødmælksyoghurt)
  • 2 skefulde citronsaft
  • 4 skefulde garam masala
  • 2 skefulde spidskommen
  • 1 skefuld paprika
  • 1 tsk. kanel
  • 1-3 tsk cayenne peber (alt efter, hvad man ønsker af styrke)
  • 2 dl fløde
  • ½ skefuld maizena
  • salt og peber
  • Hakket koriander til pynt og basmati-ris

Fremgangsmåde
I en skål hældes løg, hvidløg, ingefær, tomatpuré, yoghurt, citronsaft, garam masala, spidskommen, paprika, salt, kanel, peber og cayennepeber sammen og blandes grundigt.

Hæld halvdelen af denne blanding i slowcookeren og læg kyllingestykkerne over. Hæld derefter resten af yoghurt-blandingen over.

Læg loget på slowcookeren og sæt den på low i ca. 8 timer (kan køres på High i 4 timer).

I en ny skål piskes fløde og maizena sammen. Hældes i slowcookeren, når den er færdig og røres forsigtigt i saucen. Læg låg på og lad slowcookeren køre i ca. 20 minutter, mens du tilbereder ris.

Serveres på ris med hakket koriander på, evt. med naan-brød og raita til.

Chili con carne i slowcooker med ris

Chili con carne i slowcooker

Chili con carne i slowcooker med ris
Chili con carne i slowcooker med ris

Chili con carne er blevet en populær ret, men skal man lave den rigtigt kræver det meget arbejde over gryderne. Heldigvis kan du lade slowcookeren gøre det meste af arbejdet og samtidig få en yderst smagfuld oplevelse.

I Danmark bruger mange hakket oksekød til retten, og det tager vi udgangspunkt i her. For at undgå at kødet bliver tørt og kedeligt, så har vi tilsalt en panade af brød og mælk. Det kender mange fra kødboller, og det fungerer også i denne ret.

Det helt afgørende er naturligvis, hvor stærk man ønsker sin chili, og i denne opskrift afgør du det selv.

Ingredienser

  • To stykker hvidt brød, fx toast eller franskbrød. Revet i små stykker
  • ½ dl mælk, gerne sødmælk
  • 1 kg hakket oksekød, ca. 12-15 pct.
  • Salt og peber
  • Olie
  • 3 løg, hakket fint
  • Chili-pulver
  • 1 ds. tomatpasta
  • 6 fed hvidløg, hakket fint
  • 1 skefuld spidskommen
  • 1 skefuld tørret oregano
  • ½ teskefuld tørret, rød peber
  • 2 dåse flåede, hakkede tomater
  • 2 dåser kidney-bønner, afdryppede og afskyllede
  • 3 skefulde soya
  • Oksefond
  • 1 skefuld brun farin
  • Evt. chili, hakket

Fremgangsmåde
Læg brød i en skål og hæld mælken over. Rør det grundigt ud med en gaffel, så der ikke er klumper. Rør det sammen med det hakkede kød, lidt salt og peber. Brug hænderne.

Opvarm lidt olie i en stor gryde eller sauter-pande. Sautér løg og tilsæt derefter chilipulver, tomatpasta, hvidløg, spidskommen, orengano og det tørrede røde peber og steg det indtil grøntsagerne er bløde og let brunede. Det varer ca. 8-10 minutter.

Rør kød-blandingen i lidt ad gangen og steg det mens du rører i det med en grydeske. Kødet skal brunes, så der må ikke være noget lyserødt tilbage.

Hæld kød og grøntsags-mixen over i slowcookeren og hæld tomater, soyasauce, brun farin i og rør lidt rundt. Hæld også bønnerne i nu. Hæld oksefond over.

Sæt slowcookeren på low og lad den stå i 6-8 timer.

Du kan fjerne fedtet på overfladen med en lille ske. Herefter kan du tilsætte hakket chili efter smag. Lad det gerne koge med i et par timer inden servering. Smag til med salt, peber og chili-pulver.

Serveres fx med ris, guaccamole, salsa eller cremefraiche.

Tip
Du kan bruge oksekød i tern i stedet for hakket oksekød. Så dropper du panaden og bruner kødstykkerne for sig selv. Brug ikke for fint kød, men fx bov eller klump. Skæres i store tern på ca 2x2x2 cm.

Du kan også smage saucen til med lidt mørk chokolade.

Hvis du vil have peberfrugt i chilien, så vent til ca. en time før. Hvis de kommer med fra begyndelsen bliver de kedelige og smagløse.

HVis du vil have mere bid i bønnerne, så tilsætter du dem først sent i processen. Du kan også bruge andre bønner end kidney-bønner. Husk, hvis de skal udblødes, så skal det ske inden du samler retten.

Du kan også lave retten uden oksekød, men med fx hakket kalkun. Her bør du dog sikre dig, at kødet ikke er for magert, dvs. ikke lavet udelukkende af hakket kalkunbryst.

Tandoori-kylling i slowcooker med ris og grønt

Tandoori kylling i slowcooker

Tandoori-kylling i slowcooker med ris og grønt
Tandoori-kylling i slowcooker med ris og grønt

Tandoor er vist nok en indisk/pakistansk lerovn, som fyres med kul/træ, og som tilføjer både høj temperatur og røgsmag til madlavningen.

I vesten kender de fleste ikke til tandoor-ovnen, men mange har stiftet bekendtskab med en af de mest populære indiske retter: Tandoori-kylling, der i bund og grund er kylling marineret i en krydret yoghurt.

Tandoori-kylling kan let blive tørt og kedeligt, men i slowcookeren bliver det ret vellykket. Forberedelserne er lette, men der er lidt mere arbejde efterfølgende, hvis man vil have en ordentlig tandoori-sauce.

Hemmeligheden er krydderierne, og her kan man naturligvis godt lave sin egen blanding. Men det strider lidt med tanken bag slowcookeren, hvor man jo helst skal have det så let som muligt. I stedet så bruger vi her et glas af de tandoori-pastaer, som mange supermarkeder sælger. Man kan også købe tandoori-krydderier tørret. De kan sikkert også bruges.

Ingredienser

  • 6-8 stykker kylling, fx overlår eller hele lår. Der skal helst være ben i. En hel kylling, parteret kan bruges.
  • Yoghurt naturel. Du kan også bruge græsk yoghurt. Der skal helst være lidt fedt-procenter i. Du skal bruge så meget, at det dækker din kylling i en skål eller pose.
  • Tandoori-pasta, lille glas

Fremgangsmåde

Det kræver lidt planlægning, men ikke meget. Aftenen før hælder du ca. 1/2 liter yoghurt i en skål og rører tandoori-pastaen ud i det. Alt efter hvor stærkt du vil have saucen, så bruger du fx 2-3 skefulde. Der skal være pasta tilbage, så brug ikke hele glasset.

Heri lægger du alle kyllingestykkerne og sørger for, at de er dækket helt af yoghurt-marinaden. Jeg bruger helst en ziplock-pose til formålet. Det gør det let at sikre, at alle stykker er helt dækket hele tiden ved at sørge for, at der ikke er lufthuller.

Kyllingen marinerer i køleskabet natten over.

Om morgenen hældes hele blandingen over i slowcookeren, der sættes på low. Den kan godt trække 8-9 timer, men en time før servering tager du forsigtigt kyllingestykkerne op. De er nok ved at falde fra hinanden.

Saucen er helt skilt nu, og det er jo ikke så sjovt. Hold kyllingestykkerne lune, mens du rører lidt yoghurt op med det resterende tandoori-pasta. Det er lettest at hælde saucen fra slowcookeren op i en gryde og så koge det lidt ind og så jævne det med yoghurt/tandoori-blandingen. Du kan også komme et par tsk hvedemel i yoghurten, når du rører den sammen med tandooripastaen. Så jævner du mere.

Når saucen er færdig, så hælder du den over kyllingestykkerne og serverer det sammen med ris, naan-brød og måske lidt raita eller anden yoghurt-dressing. Kan pyntes med lidt grønt og måske lidt limefrugt for at gøre det mere festligt 🙂

Mexicansk kylling i slowcooker / salsa-kylling

salsa-kylling-bred

Salsa-kylling er uden tvivl den mest populære slowcooker-ret – og det med god grund. Det er utrolig let, utrolig billigt og ikke mindst utrolig velsmagende. Og praktisk talt umuligt ikke at få et godt resultat ud af. Og så kan det bruges til mange forskellige retter.

Ingredienser

  • Kyllingebryster – mindst tre stk.
  • Et stort glas salsa – styrke efter ønske
  • Et brev taco-krydderi fra den mexicanske hylde i supermarkedet
  • Evt. lidt vand eller en dåse flåede, hakkede tomater

Fremgangsmåde

Hæld kyllingebryster i slowcookeren, hæld krydderi-blanding ud over brysterne og hæld salsaen over. Hvis du bruger flere kyllingebryster, så tilføj en smule vand – eller mere salsa. Kan også strækkes med en dåse hakkede tomater.

Sæt slowcookeren på low og vend tilbage efter ca. 8 timer. Brug to gafler til at trække kødet fra hinanden og rør det rundt i salsa-sovsen.

Og det er det! Mere er der ikke i det.

Brug kyllingen i mexicanske pandekager, i taco’s, på nachos, ovenpå ris eller ikke mindst i en lækker sandwich (her kan det være en god idé at dræne kyllingen for væde først).

 

Salsa kylling
Salsa kylling

Tips og tricks

  • Du kan sagtens bruge frosne kyllingebryster. Det kan tænkes, at de lige skal have en times tid mere.
  • Du kan tilsætte ris til retten et par timer før det skal være færdigt. Så bliver risene tilberedt sammen med kyllingen.
  • Du kan tilføje grønne peber, løg, chili eller koriander. Eller hvad du nu synes er lækkert.
  • Du kan sagtens lave en stor portion og bruge det til forskellige ting i løbet af ugen. Det holder sig fint i flere dage i køleskabet.
  • Har du ikke krydderiblanding, så kan det laves ud af chilipulver, paprika, løgpulver, salt, hvidløgspulver, spidskommen, oregano, sort peber, cayennepeber.